NGUEM NGUEM

Undervisningsmateriale og gæstelærerbesøg om tro og traditioner i Senegal

nnpres

GRATIS UNDERVISNINGSMATERIALE

Nguem-nguem betyder tro på wolof, et af sprogene i Senegal. Tro i allerbredeste forstand. Senegalesernes måde at tro på rejser mange spændende spørgsmål. Om tolerance på tværs af kulturer og religioner. Om værdier og traditioners betydning for sammenhængskraft og livskvalitet. Og om definitionen på et godt og rigt liv. Alt det omhandler det gratis undervisningsmateriale NGUEM NGUEM – tro og traditioner i Senegal, som består i en aktivitetsmappe med ti temakort. Materialet findes også i en online udgave, og kan suppleres med lån af en tilhørende genstandskuffert.

 

SUPPLER MED GÆSTELÆRERBESØG

Tag med Cheikhou Diarra og Jeanette Westh, som står bag undervisningsmaterialet på et sansemættet besøg i et vestafrikansk værdi-landskab. Mens hibiscus-te simrer på et gasblus og spreder en sød duft i klasselokalet, fortæller Cheikhou levende om sin barndom og opvækst i Senegal og viser billeder. Cheikhous fortælling fører os frem til det, der gør landet særligt interessant: En rig tradition for demokrati og religionsfrihed på trods af materiel fattigdom. Det trods fattigdom velfungerende demokrati og den fredelige sameksistens mellem religionerne. Undervejs kommer vi vidt omkring. Vi berører forholdet mellem Afrika og Europa og muslimer og kristne, ligestilling, ytringsfrihed og fri presse, fodbold og rap-musik, Grundtvig og uddannelse, islam i vestafrikansk version, traditionel tro og sort magi og hvor lang tid det tager at gro dreadlocks så lange som Cheikhous! Når vi trænger til afveksling fra at lytte og snakke, ser vi en lille film fra Senegal, smager på baobab-frugt og hibiscus-te, undersøger genstandene i en medbragt kuffert nærmere eller lærer nogle vestafrikanske moves af Cheikhou, der også underviser i dans.

 

MÅLGRUPPE: 8.-10. klasse (- kan også tilpasses andre niveauer)

FAG: Kristendomskundskab, samfundsfag, dansk eller tværfagligt

TIDSFORBRUG: Varierende / Gæstelærerbesøget varer 2 lektioner

PRIS: Undervisningsmappe: Gratis / Gæstelærerbesøg: 2500 kr. + transport 

 

NB! Skoler i Århus har mulighed for at få gratis forløb, fordi ULF i Aarhus betaler hele gildet i skoleåret 17/18. Læs mere her.

Gå til online udgaven af undervisningsmaterialet →

Bestil trykt undervisningsmateriale eller gæstelærerbesøg →