Dansker eller verdensborger?

I Danmark er det, i modsætning til i mange andre lande, ikke populært at kalde sig verdensborger. Det viser resultatet af undersøgelser, der forleden blev sat til debat i Politiken. ”Er det godt eller skidt, at så mange danskere holder fast i deres nationale identitet?”, spurgte Politiken fem samfundsdebattører.

Er verdensborgere berøringsangste?

Selvom vi i MUNDU – center for global dannelse ikke blev spurgt til vores holdning til spørgsmålet, kan vi alligevel ikke lade være med at give den til kende. Vi har trods alt arbejdet aktivt med det i over 25 år. Især vil vi gerne svare Sørine Gotfredsen, der mener, at verdensborgerbetegnelsen er tom og utopisk, og spørger, hvad de danskere, der opfatter sig selv som sådan egentlig lægger i det. Selv mener hun, at ”det bunder i en trang til at lægge afstand til sit eget, hvilket desværre er meget udbredt i Norden. Man lider af en berøringsangst over for alt, hvad der lugter af nationale forskelle, racer og folkeslag…”

Den praksisorienterede verdensborger

Intet kunne være mere skudt ved siden af i forhold til MUNDUs forståelse af at være en verdensborger. Verdensborgerskab handler om at skabe forståelse for – ikke om at udligne – kulturelle forskelle. Og det handler om at kunne agere i en global verden på en måde, der ikke skader – og måske endda gavner – udviklingen af en mere retfærdig verden. Verdensborgeren er således ikke blot et filosofisk ideal, men en praksisnær almenmenneskelig rettesnor, som fungerer som grundlæggende værdi.

At navigere i en global verden

I en verden hvor man kan flyve mellem kontinenter på få timer, hvor man kan komme i kontakt med hele verdenen fra mobiltelefonen, hvor medierne konstant bombarderer os med nyheder fra nær og fjern, og hvor vi således påvirker hinandens tilværelser på kryds og tværs af nationale grænser, er det tvingende nødvendigt, at man holder tungen lige i munden og et åbent sind. Det kan godt være svært, og det kommer helt sikkert ikke af sig selv. Heldigvis har vi samfundsinstitutioner hvis opgave og formål er, at udvikle evner til at navigere i et sådant globalt samfund. Her er folkeskolen, efter vores mening, en af de vigtigste! (Det kan derfor i øvrigt bekymre, at den undervisningspolitiske diskurs de seneste år, synes at have været mere fokuseret på form ind indhold – men det er en anden sang, som vi gerne synger på et andet tidspunkt!)

Så kære Sørine!

For at opsummere, så forstår vi verdensborgerskab som det direkte modsatte af berøringsangst! Og hvis Politiken havde spurgt os, havde vi samstemmet med Peter Kemp: Spørgsmålet bygger på en falsk præmis om et enten-eller. For os er det også et både-og. At være verdensborger forudsætter at være bevidst om sin egen kultur, men herudover at kunne navigere og agere fordomsfrit og med et åbent sind i en global verden.

Indlægget er skrevet af Mads Bentsen, lærer og bestyrelsesmedlem i MUNDU. Det er Mads til højre på billedet ovenfor i færd med global undervisning i et af MUNDUs projekter. Her nedenfor ses debatindlægget, som det blev udgivet i Politiken 28. maj 2016.