Sidder Danmark på hænderne?

Vi skal i gang med FNs Verdensmål, så hvad venter Danmark på? Det er nu halvandet år siden, at et enigt FN vedtog 17 mål for bæredygtig udvikling. Målene skal sikre en sundere og mere velfungerende verden frem mod 2030. Det er ambitiøse mål som vil kræve bred opbakning, men de er ikke utopiske. I Danmark venter vi stadig på regeringens handlingsplan for hvordan vi skal støtte op om de 17 mål, som på dansk er døbt Verdensmålene. Det mener vores praktikant Thomas Kamp Damgaard, som deltog i et møde om Verdensmålene for MUNDU.

Af Thomas Kamp Damgaard 

MUNDU har været heldig at have Thomas som praktikant i februar og marts 2017.

Globalt Fokus afholdt i februar en rundbordsdiskussion om Verdensmålene med deltagelse af både NGO’er, politikere og erhvervslivet. Formålet var at komme med konkrete forslag til hvad politikerne skulle gøre. Men trods flere gode indlæg og efterspørgsel på politisk ledelse fra både organisationer og erhvervsliv, var der frustration over politikernes manglende handling. Det har været halvandet år med en masse snak og ikke rigtig nogen handling. Internt kritiserer oppositionen regeringen for smøl, men har ikke selv præsenteret en alternativ handlingsplan. Ikke desto mindre arbejder NGO’er og virksomheder allerede på forslag til, hvordan de kan arbejde med målene.

Danmark: Den forsigtige bannerfører

Det flotte ordforråd var fundet frem i åbningstalerne, hvor Verdensmålene blev fremlagt som en oplagt platform til at profilere Danmark som bannerfører for målene. Finansministeren fremhævede i sin del af åbningstalen nødvendigheden af samarbejde.Partnerskaber skal være udgangspunktet for Verdensmålene. Han fremhævede her, at der er noget særligt dansk ved tillid, åbenhed og samarbejde, samt at Verdensmålenes værdier allerede er afspejlet i det danske samfunds lighed og frihed. Danmark skal, ifølge ministeren, derfor bidrage til at skabe danske tilstande ude i verden, samt gøre Danmark mere åben for overfor resten af verden. Verdensmålene blev med andre ord portrætteret som et dansk/skandinavisk koncept. Dette er dog et alt for rosenrødt billede[1]. Danmark har store udfordringer indenfor ligestilling, voksende ulighed mellem rig og fattig, klima/miljø og rettigheder. Danske kvinder tjener således stadig 15 % mindre i løn end mænd[2]. Desværre er Danmark blevet placeret på en liste på Freedomhouse i selskab med Trump’s USA, Irak og Zimbabwe, hvor man skal holde øje med den demokratiske udvikling[3].  Baggrunden er de danske begrænsninger af immigranters og flygtninges rettigheder. Dette kan skade Danmarks internationale ry som forsvarer af liberale værdier.

Mere end bare økonomisk vækst

Vækst kom i det hele taget til at fylde meget i åbningstalerne, da det er et stærkt mantra i dansk politik i relation til Verdensmålene. Særligt det at Danmark skal få noget ud af det: målene skal komme Danmark til gode. Udfordringen er dog, at forskellige parter tolker begrebet vækst på hver deres måde. Fordelen er imidlertid, at erhvervslivet er blevet en engageret partner i Danmarks arbejde med Verdensmålene. Men selv om økonomisk vækst ligger lige for, kan den ikke egenhændigt afskaffe fattigdom[4]. Målene er ikke desto mindre en stærk drivkraft til at forme partnerskaber, hvilket er helt centralt for at de kan blive opfyldt. Det er derfor rigtigt gode nyheder, at erhvervslivet tager medansvar. Succes for partnerskabet mellem erhvervsliv og NGO’er kræver at alle parter føler, at deres interesser bliver taget alvorligt. Parterne skal være forberedte på at tænke i nye baner og revurdere deres rolle[5]. Menneskerettigheder og et anstændigt liv med gode livsbetingelser er ikke noget man tjener penge på at arbejde for, men når vi styrker dem, kan vi muligvis også se økonomisk fremgang. Erhvervslivet oplever allerede, at forbrugerne har en stærk præference for bæredygtighed, de vil bare ikke betale for det. Hvis det blev gjort lettere at vælge bæredygtigt, ville vi sandsynligvis også se en øget efterspørgsel på produkter, som kan mindske Danmarks økologiske fodaftryk. Men det kræver politisk vilje. Som forbrugere og vælgere kan vi stille krav, og derved påvirke udviklingen af samarbejdet mellem NGO’er, erhvervsliv og politikere.

Hvis det blev gjort lettere at vælge bæredygtigt, ville vi sandsynligvis også se en øget efterspørgsel på produkter, som kan mindske Danmarks økologiske fodaftryk.

Ikke mere snak, vi skal have en handlingsplan!

Gentagne gange vendte diskussionen tilbage til efterspørgslen på regeringens forventede handlingsplan. Den har været udskudt flere gange, men på oppositionens politikere virkede det til, at vi kan forvente den mellem marts og maj 2017. Mange ser frem til handlingsplanen, fordi de forventer, at den indeholder rammerne for, hvordan Danmark vil arbejde med Verdensmålene. Så det bliver et vigtigt værktøj for danske NGO’er og virksomheder, hvorfor videre handling lader derfor til at være sat i bero. I løbet af dagen kunne det dog spores at denne passive tilstand er en kilde til bred frustration. Som medarrangør holdt Novozymes åbningstalen for erhvervslivet. I talen blev det konstateret, at det er tid til at gå videre fra skåltalerne, ligesom at vi ikke kan nøjes med at forvente, at andre gør arbejdet. Dansk Industri har i den forbindelse udarbejdet en vejledning til hvordan dets medlemmer kan forfølge Verdensmålene.[6] Det blev slået fast i talen, at vi undervurderer klimaændringerne, og at hvis vi først gør noget når vi ser dem, vil det være 10 år for sent. Det var opmuntrende signaler fra erhvervslivet, da det ikke er muligt at opfylde Verdensmålene, hvis ikke politikerne og virksomhederne er med. Udfordringen for NGO’erne er erhvervslivets fokus på at identificere en businesscases som udgangspunkt for at engagere sig. Virksomhederne skal med andre ord se mulighederne for at gøre forretning. Ved at præsentere deres projekter fordelagtigt vil NGO’er få en stærk partner i erhvervslivet. Hvis det er muligt at nå en fælles forståelse, kan det måske ligefrem lade sig gøre at engagere virksomhederne yderligere. Et effektivt samarbejde med erhvervslivet vil gøre det muligt at afkræve politikerne mere ambitiøs handling og holde dem op på deres løfter.

Hvor er folket?

Det er et alvorligt problem, at Verdensmålene ikke står særligt højt på offentlighedens dagsorden i Danmark. Borgerne har som vælgere og forbrugere en magt, som ikke kan ignoreres. Det var både NGO’er og erhvervslivet enige om. De så gerne et folkeligt pres på politikerne. Det blev under en diskussion bemærket, at Verdensmålene er alles dagsorden, men bliver svækket af politisk uenighed og manglende lederskab. Målene ender således med ikke at være nogens dagsorden.

Verdensmålene er alles dagsorden, men bliver svækket af politisk uenighed og manglende lederskab. Målene ender således med ikke at være nogens dagsorden.

Lige nu lægger regeringen op til, at den politiske indsats skal vurderes hvert fjerde år. Flere deltagerne i diskussionerne så gerne, at det var hvert år. 92-gruppen foreslog yderligere, at regeringen skulle nedsætte et bæredygtighedsråd, som kan diskutere Danmarks fremskridt. Den videre diskussion kom ind på, at dette råd ikke bare skal bestå af regeringen, men at det skal sammensættes bredt. Professor emeritus Steen Hildebrandt sagde, at vi skal huske at se Verdensmålene i en global kontekst. Vi skal ikke begrænse os til den danske. Et mindre venstrefløjsparti foreslog herefter, at politikere skal stå til ansvar for, om en lov arbejder imod verdensmålene, og hvis dette er tilfælde skal loven kunne blive forhindret i at blive vedtaget. Dette kunne både sikre politisk bevågenhed og skabe større åbenhed. FN-forbundet slog fast, at organisationer, virksomheder og politikere alle har ansvaret for at vise politisk lederskab. Og det at finansministeren har taget Verdensmålene med fra udenrigsministeriet, giver ham mulighed har at gøre målene til et punkt på finansloven. De større oppositionspartier var ret aktive i diskussionen, hvilket affødte en bemærkning om, hvorfor de ikke bare selv lavede et udkast til en handlingsplan og på den måde bidrog til at lægge pres på regeringen for at lægge et ambitiøst niveau. Det skulle skabe opmærksomhed omkring Verdensmålene og lægge pres på regeringen. Det er et klart problem, at offentligheden ikke er mere informeret om Verdensmålenes formål og eksistens. I Danmark er det udtryk for, at diskussionen stadig er en akademisk øvelse. Hvis nogen kan sætte Verdensmålene på dagsordenen samt inddrage dem i skolerne, kan vi måske få gang i en bredere debat. Det afhænger dog af, at vi kan anvende et klart og konkret sprog til at formidle Verdensmålene, og hvad vi kan gøre for at støtte op om dem.

Hvor skal vi hen du?

Klimaaftalen i Paris var en tilkendegivelse af gode hensigter. Nu sidder politikerne med det moralske ansvar for at leve op til deres løfter. Danmark er her i en position til at kunne gå forrest med FNs Verdensmål, så det er bekymrende at se hvor lang tid der er gået uden handling. Rundbordsdiskussionen afspejlede de positive forventninger, der er til Verdensmålene, virksomheders, organisationers og politikeres engagement for at gøre en forskel. Den understregede dog også behovet for at få skabt en bredere debat.

Danmark klarer sig godt. Det er sandt, men vi skal ikke tro, at vi er ufejlbarlige. Vi er nødt til at erkende vores fejl og begrænsninger. Det nytter ikke noget, at politikerne maler skønmalerier i stedet for at tage fat hvor Danmark kan forbedres.

Som borgere har vi også et ansvar overfor hinanden for at holde politikerne fast på deres løfter. Omvendt burde vi også kunne forvente, at politikerne lever op til deres ansvar for at gå forrest og vise vejen. Vi ser, at de partnerskaber man efterspørger begynder at tage form, men erhvervslivet og NGO’erne afventer politisk lederskab. Det lederskab er lige nu meget fodslæbende. Vi har ikke kun brug for tydeligt lederskab til at definere rammerne for Danmarks indsats, men også for at kunne støtte op om de fremvoksende partnerskaber. FNs Verdensmål blev vedtaget forrige år, og Danmark har afgivet løfte om at tage del i realiseringen af dem. Det er derfor på tide, at politikerne vågner op og kommer med en handlingsplan, der kan leve op til Verdensmålenes ambitionsniveau. Som borgere og forbrugere kan vi påvirke både politikere og virksomheder, men med befolkningens begrænsede kendskab til Verdensmålene bliver det en udfordring. Spørgsmålet er derfor, hvad vi kan gøre for at Verdensmålene bliver en folkelig sag? Og hvordan skal reaktionen være, hvis handlingsplanen viser sig ikke at leve op til forventningerne?

Partnerskaber skal være udgangspunktet for Verdensmålene.

(Over de næste tre år deltager MUNDU i et internationalt projekt, som skal styrke kendskabet til de 17 Verdensmål i EU).

PS: Regeringens handlingsplan bliver lanceret den 31.marts.

[1] https://globalnyt.dk/content/behov-ambitioes-dansk-handlingsplan-fns-verdensmaal

[2] http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Gender_pay_gap_statistics

[3] https://freedomhouse.org/report/freedom-world/freedom-world-2017

[4] http://www.ted.com/talks/michael_green_how_we_can_make_the_world_a_better_place_by_2030

[5] http://www.92grp.dk/nyhedsbreve/341-den-danske-handlingsplan-for-verdensmalene-en-rolle-til-os-alle.html

[6] https://di.dk/Marked/CSR/FNs-verdensm%C3%A5l/Pages/default.aspx