Tag arkiver: kapitalisme

Verdensmål - til teksten om den globale dimension i uddannelserne

Hvor langt er vi med FNs 17 verdensmål?

Der er nu gået cirka et år siden verdens ledere vedtog den historisk ambitiøse plan om FNs 17 Verdensmål. I Danmark har vi midler til og muligheder for at gå forrest i kampen om at nå dem inden 2030 – men hvordan klarer vi det egentlig indtil videre? Når planen er så ambitiøs, at den blandt andet vil afskaffe sult, krig og ulighed inden 2030, er der ikke et minut at spilde – og et år uden politisk handling er katastrofalt! Det mener Tea Spile, der de sidste to måneder har været i praktik hos MUNDU, hvor hun blandt andet har arbejdet med formidling af Verdensmålene.

 

Af Tea Stræde Spile

Vi kan spørge os selv, hvordan det hænger sammen, at vores statsminister og regering det ene øjeblik underskriver en aftale om at skabe en bedre, mere grøn og mere lige verden, for det næste øjeblik at skabe planer, der uundgåeligt vil medføre: mere ulighed, mere forurening og en forringelse af livskvaliteten for rigtig mange mennesker i det ganske land.

 

Tea

Tea Stræde Spile, MUNDUs dygtige praktikant de seneste to måneder, takker af med et skarpt udfald mod regeringens manglende fokus på de nye Verdensmål. På billedet on duty i Den Globale Garderobe på Verdensspejl Festival.

Vækst, eller hvad?

Spørger vi vores ledende politikere om motivationen til og forklaringen på de mange tiltag er svaret som regel noget, der kan reduceres til det (åbenbart) alt-trumfende: ”vækst”. Fint, godt så, det kan de fleste forstå. Men helt ærligt – den kurs vi følger nu er en spiral, som måske nok stiger opad, men de veje, som dem der tramper rundt oppe i toppen træder på, udgøres af alle de hoveder, der presses længere og længere mod bunden. Og dernede i dybet et sted blandt alle de fattige – nå nej, undskyld; vi har jo ikke fattige i Danmark – blandt snylterne, nasserne, de dovne og de syge, kort sagt blandt samfundets tabere; der finder vi den helt store vækst-gevinst. Dernede vokser modviljen, følelsen af afmagt, vreden, skuffelsen, depressionerne og (havde du gættet det?) fremmedhadet – ja, på bunden er der ganske vist vækst i det danske samfund.

Uligheden vokser også – den vokser cirka proportionelt med co2-udslippet og mængden af mikroplast i de danske farvande. Så skaber regeringens plan vækst? Tja.

 

Spil for galleriet

Alt imens er det som om Løkke leger skjul. Mon snedige spin-folk helt bevidst lader ham gemme sig bag Støjberg, Vermund og Henriksens øredøvende udfald, således at den brede offentlighed glemmer alt om Verdensmål, miljø og ulighed og får indtryk af, at vores største problem er at afdække, hvor grænsen går for, hvornår hvem er dansk eller ej? Sådan blev et helt land (eller egentlig mange, for det er vist en tendens på verdensplan) forført til at forkaste de virkelige problemer, denne verden står over for. Mens vores blik er fast fokuseret på det store spil for galleriet, render Løkke nemlig rundt bag kulisserne og tager katastrofale beslutninger på Danmarks vegne. Når man allerede er ’Løkkes’ med at skabe had mellem befolkningsgrupper, så er det nemlig nemt udadtil at agere den store gruppes talerør på det ene brandvarme emne (host host Støjberg), mens man i det skjulte handler på en lille minoritets-elites vegne; i dette tilfælde Danmarks rigeste.

 

Har du penge må du få…

Det er f.eks. en smule kontraintuitivt, at regeringens logik lader os forstå, at mennesker som har penge motiveres ved at få flere, mens mennesker uden penge motiveres ved at få mindre. Logikkens udsagn er, at rige mennesker fortjener mere, fattige mennesker mindre – her anbefaler jeg, at man tager et kig på Ha-Joon Changs bog: 23 Ting Man Fortier Om Kapitalismen, som afliver myten om, at rige mennesker i det moderne samfund fortjener alle de midler, de sidder på. Konsekvensen er i værste fald, når den form for logik rammer folk på deres selvbevidsthed (og det gør den ofte); så begynder hele befolkningsgrupper nemlig at opfatte sig selv som mere eller mindre værdige. Det er der et begreb for, som rammende lyder: internaliseret vold, hvilket betyder, at når vi taler og handler nedladende overfor særlige grupper af mennesker gennem længere perioder, så vil disse grupper efterhånden forstå sig selv ud fra det, de udsættes for. Den slags gør mennesker syge – det får dem ikke i jobs, sådan som regeringen forsøger at overbevise os om.

 

Kursen er klar

Tilbage til de 17 verdensmål. Hvor langt er vi nået? Svaret er, at det er vi slet ikke. Vi er nærmere på vej i den helt modsatte retning. Og det er nok ikke fortrøstningsfuldt at stole på, at regeringen ændrer kurs lige rundt om hjørnet.

Blot for at nævne et par eksempler har regeringen sænket ambitionerne for nedbringningen af vores CO2-udledning; droppet de kystnære havvindmøller; lavet en landbrugspakke, der direkte strider imod tre EU-direktiver; afskaffet den nationale fattigdomsgrænse; forringet livsbetingelser for tusindvis af børn af især enlige forsørgere; varslet skattelettelser til landets rigeste og væsentligt forringet den langsigtede udviklingsindsats.

Kort sagt, er regeringen ikke bare uambitiøs når det gælder om at nå de 17 Verdensmål – den har sendt en spytklat i deres retning og løber nu hurtigt den anden vej. Men mon ikke en arrig vind snart fanger klatten og sender den tilbage i hovedet på Danmarks ignorance.

Er alt håb så ude? Nej, for heldigvis er der masser af mennesker i vores lille land som vil det bedste for hinanden og for verden. Og der er foreninger og organisationer, som arbejder for at udbrede kendskabet til de 17 Verdensmål.

Lige nu demonstreres der flere steder i landet mod kontanthjælpsloftet og der er også mange som holder fanen højt, hver gang regeringen forsøger at komme igennem med tiltag som vil forringe vilkårene blandt mennesker, dyr, planter, i vandet, på landet eller i luften. Måske fanger vi vores regerings opmærksomhed inden det er for sent – ellers må vi bare vente på, at spytklatten kommer flyvende retur.

 

Regeringen modarbejder FNs verdensmål – TV2 nyheder

En kapitalist i det 21. århundrede kan ikke seriøst påstå, at han selv har skabt sin succes – Information

Brug FNs verdensmål i politiken – Information

Regeringen vender ryggen til verden – Globalnyt

2020-planen

Tags:, , , , , , , , , , , ,