Undervisning i krisetider
Undervisning i krisetider
I de seneste år har Black Lives Matter-bevægelsen, klimaprotesterne og coronapandemien tvunget undervisere til at nytænke deres undervisning. I en tid, hvor det kan synes som om at kriserne vælter ned over hinanden, er det vigtigt at huske på at uddannelsens potentiale rækker langt ud over teknisk kunnen. Det er et vigtigt middel til at skabe kritiske engageret medborgere i en foranderlig verden.
Ifølge regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe kan den tid, vi befinder os i, bedst beskrives som kompleks og uforudsigelig. Fremtiden for nutidens børn ser, ifølge deres rapport, betydeligt mere dyster ud, end den har gjort for tidligere generationer. Vi lever i en tid med mange kriser. Coronakrisen, den stigende inflation, krig i Ukraine, energikrisen, og de nok mest presserende af dem alle, klimakrisen og biodiversitetskrisen. Oveni dette taler mange eksperter også om en trivselskrise blandt børn og unge i Danmark.
I det følgende blogindlæg, vil jeg gennemgå tre tendenser inden for global undervisning, som jeg mener, er vigtige for at uddanne folk til en fremtid i vores komplekse og uforudsigelige verden.
Nytænkning af undervisningen?
Verdensmålene
En bevidsthed om kriserne, og deres indbyrdes forbundethed, er vigtig for at udvikle et medborgerligt ansvar blandt børn og unge. De fleste er enige om, at det at opfylde menneskets basale behov, inden for planetære grænser, er vores tids at største udfordring. Hvis vi skal opnå det mål kommer det unægteligt til at kræve en nytænkning af undervisningen.
FN’s Verdensmålene – for bæredygtig udvikling, er et godt udgangspunkt for dette. Verdensmålene gentager nemlig ikke den samme tankegang om uendelig vækst og udvikling, som har kendetegnet vores samtid. En tankegang, som var baseret på et monumentalt historisk løfte om at alle på et tidspunkt ville indhente verdens rigeste. Alle ville på et tidspunkt høste frugterne af industrialiseringen. Linear økonomi og privat ejendomsret har bestemt skabt sociale fordele mange steder, især i det globale nord. Det har bare også skabt kolosale problemer for både miljøet og mennesker i det globale syd.
Med udgangspunkt i verdensmålene, har den britiske økonom fra Oxford, Kate Raworth, udviklet doughnutmodellen. Det er en økonomisk model, der i stedet for at fokusere på endeløs vækst, fokuserer holistisk på både planetens sundhed og menneskelig trivsel. Hun mener nemlig godt at både planetens og menneskets behov kan opfyldes samtidig på en bæredygtig måde. Så vi holder op med at bruge nogle ressourcer, som vi ikke har.
Donutmodellen er et godt bud på en nytænkning af den økonomistiske tankegang. Den indeholder tolv menneskelig og ni økologiske parametre, som skal hjælpe med at tænke hele Jorden, som vores økonomi (Du kan bestille et foredrag om modellen her eller du kan læse mere på denne hjemmeside).
Klimakrisen
Vi er, ifølge forskerne, på vej mod en temperaturstigning på 2,5 grader. Dette er selvom samtlige lande i verden gav hinanden en række løfter, der skulle holde temperaturstigningen under 1,5 grader. En temperaturstigning på 2,5 grader vil have katastrofale konsekvenser for verden som helhed, men især for den fattige del af verden.
Dette er på mange måder et resultat af vrangforestillingen om, at man kan adskille mennesket og naturen. Det er på tide, at vi indser at alle mennesker uløseligt er viklet sammen med andre mennesker og andre livsformer. Vi er afhængige mikroorganismer, såsom bakterier og vira, mineraler og salt, ren luft, vand, et stabilt klima og mad. Vi er faktisk ikke bare afhængige af naturen, vi er naturen!
Den hollandske videnskabsmand, Paul J. Crutzen, har forslået at kalde den epoke, vi lever i, for antropocæn. En geologisk epoke, hvor antropos, altså mennesket, påvirker Jorden i sådan en grad, at det medfører betydelige ændringer i Jordens tilstand. Det er dog vigtigt, at pointere at alle mennesker ikke påvirker klimaet i lige høj grad. Det er især folk i den vestlige verden, deres tankegang og væremåde, som er skyld problemet.
Mange mangler ord, når de skal tale med børn om klimakrisen; ikke fordi børnene ikke kan forstå det, men fordi de forstår det alt for godt. Det kommer fra et ønske om, at svære ting forsvinder, hvis vi ikke ser dem eller taler om dem. Men, i en læringssammenhæng understøtter sådanne instinkter ikke elevernes kognitive udvikling. De understøtter heller ikke elevernes evne til at udvikle de færdigheder, der er nødvendige, for at ræsonnere over, de mange kriser.
Det er svært at være optimistisk, når man konstant hører om alle de kriser, men det er nødvendigt at opretholde håbet. Professoren i Engelsk litteratur, Terry Eagleton, argumentere i sin bog Hope Without Optimism (“Håb uden Optimisme”), for at optimisme ofte bliver brugt til at retfærdigøre passivitet. Optimisme er en form for ønsketænkning, som ignorerer menneskets historie og som er baseret på en myte om menneskelig fremgang. I stedet for lalleglad optimisme, har vi altså, ifølge Eagleton, brug for et håb, der bestræber sig på at skabe en bedre fremtid uden at ignorere fortiden.
Let’s Act Platformen er en online platform for elever fra 6. til 10. klasse, som bruger aktiv læring til give eleverne en forståelse for de problemer, som klimaforandringerne har skabt, og give eleverne et indblik i hvilke løsninger, der er til rådighed. (Du kan læse mere på projektets hjemmeside eller på deres Facebook-side)
Det dekoloniale perspektiv
Forskeren i global undervisning, Vanessa Andreotti, mener, ligesom mange andre, ikke at vores nuværende uddannelsessystem forbereder os på den foranderlige verden, vi lever i. Mange forskere er enige med hende i, at vi lever i “enden på verden, som vi kender den”.
Men, “enden på verden, som vi kender den” er ikke nyt for oprindelige folk, for uddøde arter, eller for tabte sprog og kulturer. Det er heller ikke noget nyt for folk, hvis hjem og liv er gået til grunde på grund af miljøforandringer og kolonisering.
Andreotti er en del af kollektivet Gesturing Towards Decolonial Futures. Et kunstner – og forskerkollektiv, der er udarbejder pædagogiske metoder, som har til formål at identificere og bekæmpe koloniale tankegange, som de mener, har skabt alt det her rod, som vi befinder os i. De arbejder derfor på at skabe, det de kalder for, “dekoloniale fremtider”. Kollektivet argumenterer for, at vores nuværende globale problemer ikke skyldes mangel på forståelse. I stedet skyldes de, at vi reproducerer en iboende voldelig kolonial tankegang og væremåde. Deres arbejde er inspireret af oprindelige folks viden og praksisser, samt dekoloniale studier og kritiske race- og abolitioniststudier.
Det er vigtigt, at undervisningen fokuserer på den indbyrdes forbindelse mellem de forskellige udfordringer og kriser, som vi står overfor. Dette gælder både klimakrisen, biodiversitetskrisen, pandemier, racisme, kønsdiskrimination og den stigende økonomiske og sociale ulighed. Alle sammen er forbundet til måden, vi behandle vores fælles hjem, Jorden, og hinanden. De er samtidig også unægteligt forbundet med moderne tids kapitalistisk og kolonialistiske tankegang og opførelse. Uden en bevidsthed om de historiske årsager og sammenhænge mellem de forskellige kriser, kan vi ikke komme dem til livs.
En levedygtig sameksistens mennesker i mellem, og mellem natur og mennesker, er vigtig, hvis vi skal komme igennem alle de kriser, vi står overfor. For Andreotti, kan vi kun skabe dette, gennem det hun kalder en “dybdeuddannelse”. En uddannelse, der undersøger de forhold, som gør at vi fortsætter med at leve livet, som om intet er sket. Men samtidig forsøger den, at gøre dybtgående omstilling mulig, af både vores levevilkår, politik og etiske forpligtelser.
De sammenligner dette med at stå i midten af stormen, i stormens øje, og bevæge sig med orkanen. Hvis vi bevæger os for hurtigt, eller for langsomt, bliver vi fanget i hvirvelvinden. I denne proces lærer vi om intellektuel ansvarlighed og eksistentiel overgivelse. Vi giver palliativ pleje og lærer at bearbejde de erfaringer, vi har fået af den dødende verden. Samtidig med at vi assisterer, som en fødselshjælper, med eksistentiel ansvarlighed og intellektuel overgivelse. Vi lærer at fjerne blokeringer, som forhindrer både mennesket og Jorden i at trives.
Ifølge kollektivet Gesturing Towards Decolonial Futures, handler undervisning i bund og grund om at danne mennesker, som er i stand til at reparere vores menneskelige relationer og skabe en mere levedygtig sameksistens. Det handler derfor især om at aflære nogle tankegang og væremåder, som er indlejret i vores samfund (du kan læse endnu mere om deres alternative tilgang til undervisning her og på deres hjemmeside).
Forslag til undervisningen
Find inspiration til inddragelse af verdensmålene i undervisningen:
Læs mere om Let’s Act på Let’s Act Platformens på projektets hjemmeside eller deres Facebook-side
Læs mere om Gesturing Towards Decolonial Futures på deres hjemmeside
Blogindlægget er skrevet af MUNDUs praktikant Yacob Haddad i forbindelse med hans virksomhedspraktik hos os.