Verdensmål i undervisningen

Gratis seminar den 13. november i Århus og den 27. november i Slagelse

Børn og unge står med verdens fremtid i deres hænder. Det er en verden med massive udfordringer, men heldigvis har vi en plan for, hvordan vi håndterer dem – FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling. Som underviser har du en unik mulighed for at motivere dine elever til at tage medansvar for, at vi når i mål med denne storstilede plan. På dette seminar får du inspiration fra spændende talere og engagerede praktikere til at inddrage Verdensmålene i din undervisning.

 

PROGRAM

   08.30-09.00   Check-in, morgenbrød og kaffe

   09.00-09.15   Velkomst

   09.15-10.30   Mogens Lykketoft: FNs Verdensmål bag kulisserne

   10.30-10.45   Indslag

   10.45-11.45   Steen Hildebrandt: Undervisning i Verdensmål og bæredygtig udvikling – en udfordring til alle undervisere

   11.45-12.00   Introduktion til workshops

   12.00-12.30   Frokost

   12.30-13.30   Første runde workshops

   13.30-14.30   Anden runde workshops (med kaffe og kage)

   14.30-15.00   Opsamling og afrunding

Hent program-flyer som pdf →

 

TALERE

MOGENS LYKKETOFT, folketingsmedlem, tidligere minister og tidligere formand for Socialdemokratiet og Folketinget, sad som formand for FNs generalforsamling, da de 17 mål for bæredygtig udvikling blev vedtaget. Han giver et unikt indblik i den spændende proces, der gik forud.
STEEN HILDEBRANDT, ph.d., professor og adjungeret professor, er forfatter til en lang række bøger og artikler om organisation, ledelse og samfundsforhold, senest har han redigeret antologien ”Bæredygtig global udvikling”
- om Verdensmålene fra et dansk perspektiv.

WORKSHOPS

WORKSHOP 1: Verdensmål på skoleskemaet i Norge - et eksempel til efterfølgelse?
I Norge er en storstilet undervisningsreform i gang. Den tager højde for Verdensmålene og implementerer bæredygtig udvikling som en tværfaglig dimension i alle læseplaner fra grundskole til gymnasium. Noget paraplyorganisationen RORG har kæmpet for i årevis. Leder Judith Klein fortæller hvorfor og hvordan.
WORKSHOP 2: Verdens bedste nyheder - også for skolen
Den landsdækkende kampagne ”Verdens Bedste Nyheder” står også bag skolekampagnen ”Verdenstimen”. Leder Thomas Ravn-Pedersen deler værdifulde overvejelser bag kampagnernes mål om at nå bredt ud med et positivt budskab og inspirerer til at have fokus på handlekompetence i undervisningen.
WORKSHOP 3: Fodbold for en bedre verden med Global Goals Impact Games
Kan man lege sig til kendskab og forståelse for alle 17 Verdensmål? Ja da! Medinitiativtager til Global Goals Impact Games og tidligere topatlet Rikke Rønholt Albertsen plæderer for idræt som det ultimative læringsværktøj. Rationalet er, at det vi oplever med kroppen, det husker og forstår vi bedre.
WORKSHOP 4: Verdensmål og virtual reality
Medietilrettelægger Pernille Gliese Andersen er en af de kreative hjerner bag Danmarks første virtual reality undervisningsmateriale. Hun er nu i gang med et nyt projekt med podcast som medie - også om Verdensmålene. Pernille fortæller om at bruge ny teknologi til at bringe verden i øjenhøjde med målgruppen.
WORKSHOP 5: Fra Verdensmål til læringsmål
Sonja Salminen, antropolog og projektleder i MUNDU, deler ud af organisationens 30 års erfaringer med at omsætte komplekse globale temaer til engagerende undervisning. På denne workshop får du et helt katalog af konkrete, kreative idéer til at arbejde med Verdensmålene i både grundskole og gymnasium.

MÅLGRUPPE: Undervisere af alle slags – i grundskolen, på gymnasiale og erhvervsuddannelser og inden for folkeoplysning.

TID OG STED:

  • Mandag den 13. november 2017 på VIA UC – Campus C i Århus 
  • Mandag den 27. november 2017 på Professionshøjskolen Absalon i Slagelse

PRIS: Gratis – seminaret er støttet af Danidas Oplysningsbevilling og CISUs Oplysningspulje

TILMELDINGSFRIST: Den 29. oktober for Århus-seminaret og den 12. november for Slagelse-seminaret

 

Seminaret arrangeres i samarbejde med CFU VIA og CFU Absalon.

Tilmeld dig seminaret i Århus her →

Tilmeld dig seminaret i Slagelse her →