Gæstelærere: Afrika

← Gå tilbage

Abdenbie Sahel

Abdenbie Sahel: Marokko

Abdenbie er født og opvokset i Marokko. I Danmark har han i mange år arbejdet med integration. Abdenbie kan fortælle om gadebørn, som er et stort problem i Marokko. Han underviser også gerne om islam og om familieliv og kønsroller i et muslimsk samfund. Han kan også fortælle om, hvordan det er at være barn i en marokkansk landsby. Derudover er Abdenbie en rigtig god kok og instruerer også gerne i madlavning.

 

Cheikhou Diarra

Cheikhou Diarra: Senegal

Vestafrikansk musik og dans er Cheikhous speciale. Han har danset professionelt i Senegal i 10 år og undervist udsatte unge i Dakar. I Danmark har han undervist på musikkonservatoriet i Aarhus, på World Music Center på Aarhus Musikskole og på freelance basis siden 1999. Cheikhou fortæller også gerne om de traditioner og værdier, der præger den senegalesiske kultur, fx om islams særlige udtryk her – selv kalder han sig rastamuslim. Få mere at vide om Cheikhou på hans website.

 

David Samuel Musoke

David Samuel Musoke: Uganda

David repræsenterer en side af Afrika, som er ukendt for de fleste danskere. Som fem-årig kom David på en velrenommeret katolsk kostskole med streng disciplin, hvor han fik en god uddannelse. I Danmark har han videreuddannet sig i statskundskab. David kan fx fortælle om livet på en kostskole i Uganda og sammenligne med danske skoleforhold og forhold mellem børn og forældre/lærere. Han kan sætte sin fortælling ind i en større ramme af fx Børnekonventionen eller FNs udviklingsmål.

 

Ibrahima Sorry Diallo

Ibrahima Sory Diallo: Guinea

Ibrahima er født i Guinea i Vestafrika, hvor han har studeret filosofi. I Danmark har han uddannet sig til pædagog og arbejder i dag som pædagogisk leder i en SFO. Ibrahima er en levende og fængende historiefortæller. Han trækker på den fortælletradition, han er opvokset med, og giver med sine historier børn og unge et spejl, hvori de kan spejle sig og styrke deres selvtillid og selvværd. Han inddrager altid rytmik og aktiverer tilhørerne på forskellig vis.

 

 

Jesse Anthony Gor Quardi

Jesse Anthony Gor Quardi: Ghana

Jesse har danset siden han var helt lille. Han danser både traditionel afrikansk dans, street-dance og hiphop. Han har blandt andet arbejdet på en skole i Ghana som udvikler talenter indenfor traditionel afrikansk dans og moderne dans fx hiphop. Hiphop i Ghana er meget forskelligt fra hiphop i Danmark. Jesse kan vise hvordan, og undervise eleverne i hiphop, som det danses i Ghana. Få mere at vide om Jesse på hans website.

 

 

Jimmy Mhukayesango

Jimmy Mhukayesango: Zimbabwe

Jimmy har stor erfaring inden for teater og musik, som han bruger til at bygge bro mellem kulturer. Med sin stemme og sin Mbira, et traditionelt sydafrikansk instrument, danner Jimmy et spændende univers omkring Shona-kulturens fascinerende fortælle-tradition, når han blander traditionelle eventyr med egne fortællinger og musik. Jimmy har også indgående kendskab til afrikansk historie, politik og samfund og ville kunne udfordre de ældre elever på disse temaer.

 

Pearl Cutten

Pearl Cutten: Botswana

Pearl er danselærer, sanger og sangskriver. I Botswana vokser dansen og musikken ud af børnenes hverdag. Den spiller en stor rolle i skolerne, som konkurrerer om at have de bedste dansere og musikere. Den traditionelle dans udføres med store bevægelser under akkompagnement af sang, klap og tramp. Pearl medbringer filmklip med børns danse i Botswana og lærer eleverne at gøre dem kunsten efter. Hun kan også fortælle bredere om børns hverdag i Botswana.

 

 

ShunguSHUNGU: En afrikansk musikgruppe

SHUNGU betyder vilje eller beslutsomhed. SHUNGUs musik er et energisk og medrivende mix af musikalske stilarter og tradtionelle instrumenter fra forskellige afrikanske lande. Gruppens medlemmer kommer blandt andet fra Ghana, Gambia, Mozambique, Senegal og Zimbabwe. SHUNGU kommer gerne og giver koncert til jeres fest, eventuelt kombineret med danse- og trommeworkshop. Der er garanti for sved på panden og smil på læben.

 

Steen Carlsen
Steen Carlsen: Afrika og Himalaya

Steen er ingeniør og har undervist i fysik i gymnasiet. Han har rejst i Himalaya og Afrika og har arbejdet med vandkraft, vindkraft, solceller og solvarme. Steen kan med stor indlevelse fortælle spændende beretninger om det udfordrende arbejde med at udtænke og implementere simple teknologiske løsninger på udfordringer i fattige landsbyer, fx problemer med mangel på elektricitet, køling og jorderosion.

 

 

Stella Skærbæk

Stella Skærbæk: Nigeria

Stella kommer fra Nigeria. Hun er uddannet frisør og har sin egen frisørsalon i centrum af Aarhus. Stella kan vise forskellige muligheder inden for hårkunst. Specielt kan hun undervise i: fletning, perlesmykning og hårforlængelse. Derefter bliver eleverne undervist i grupper, hvor de kan øve sig på hinandens hår eller på en paryk. Undervisningen kan udbygges med sminke, alt afhængig af tid, lyst og økonomi. Få mere at vide om Stella på hendes website.

 

← Gå tilbage