Mindeord om Laila Storm

MUNDU har i lørdags mistet en kær kollega og veninde.

Allerede dengang for mange år siden, da jeg traf Laila for første gang i Kvindernes U-landsudvalg tilbage i starten af 1980erne gjorde hun indtryk. I den lille aktivistgruppe var hun veltalende, engageret, inkluderende og venlig. Da Mellemfolkeligt Samvirke udgav deres nye strategi om køn, blev “kvinder i udvikling” til “køn i udvikling”. Det afstedkom mange iltre debatter i vores lille gruppe. “Det’ for dårligt …”, startede hun, og derefter fulgte sætninger om kvinder der skulle “empowers” via ægte strategier og ikke skrivebordsakademisk pseudo-viden.

Laila var en aktivist. En af de ægte, som kunne brænde for en sag. Hun var i mange år aktiv i både KULU og i Mellemfolkeligt Samvirke. Som ung børnehavepædagog tog hun og Verner til Kenya som u-landsfrivillige med Mellemfolkeligt Samvirke. Med sig havde de to små døtre. I et par år arbejdede parret med hjælp til selvhjælp. Laila i en børnehave og Verner i et træværksted. Erfaringerne fra årene i den lille landsby 50 km syd for Nairobi var en kilde til masser af viden om udvikling. Laila øste gerne ud af sin viden om Kenya. Blandt andet har hun produceret en billedserie om livet for en en pige på 7 år, til brug for MUNDUs genstandskufferter.

Da MUNDU blev startet i sin tid var Laila med. Hun repræsenterede Kvindernes U-landsudvalg i projektet, som blev til Oplysningscenter om den 3.verden. I årene fra 1988 til 1990 deltog hun sammen med cirka 40 andre aktører i at skabe det, som nu er MUNDU. Det var også Laila, som præsenterede mig for Susanne, som senere skulle blive til kollega og samarbejdspartner i MUNDU.

Da Laila stoppede sit arbejdsliv som pædagog, blev hun frivillig i MUNDU og kom mindst en gang om ugen på kontoret. En af hendes faste opgaver var at organisere genstandskufferter før og efter udlån. Derudover var hun frivillig ved Vestafrikansk Marked i 2009, ved Verdensspejl Festival i 2013, 2014, 2015 og 2016 samt ved andre lejligheder efter behov.

I 2010 var vi tre som rejste til Kenya. Susanne, Laila og mig. Vi skulle starte et udvekslingsprojekt i forbindelse med “Under Samme Himmel”. Derfor besøgte vi en række skoler i Nairobi for at finde dem, som skulle deltage i projektet. I weekenden var der tid til at tage på en mere privat udflugt og så rejste vi ud til den landsby, hvor Laila og Verner boede i nogle år. Vi blev indkvarteret hos Lailas tidligere hushjælp Joyce. Det var utroligt spændende at se de steder, som vi havde hørt om og møde de mennesker, som Laila talte om. Det var uden tvivl også en stor fornøjelse for Laila at få lov til at vise “sit” land frem for os. Da vi kom hjem fra rejsen, var Laila med til at producere en ny og moderne genstandskuffert om børneliv i slumområdet Kibera.

For et par år siden var vi på efterårsferie i Ebeltoft. Her tog jeg en række fotos af Laila med fregatten i baggrunden. Dette var det billede, som hun var tilfreds med.

Laila satte sit markante præg på MUNDU med sin aldrig svigtende retfærdighedsfølelse og omsorg for de svageste. Vi kommer til at savne hende på kontoret.

Laila efterlader sig mand, tre døtre, svigerbørn og syv børnebørn.

Æret være Lailas minde.

Sonja Salminen